蜜桃交友

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

"Vores første tanke går til pave Frans. Lad os bede for hans helbred, lad os takke for hans vision og den støtte, han altid giver os”. Det sagde kardinal Tolentino de Mendonça, der læste den prædiken, pave Frans skulle have holdt:

  ”I det evangelium, vi lige har hørt, proklamerer Jesus Saligprisningerne foran sine disciple og en folkemængde. Vi har hørt dem så mange gange, og dog holder de aldrig op med at forbavse os: ”Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres. Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes. Salige er I, som græder nu, for I skal le”. (Lukas 6,20 – 21). Disse ord vender op og ned på verdens logik og inviterer os til at se på virkeligheden med nye øjne, med Guds blik, der ser gennem alle facader og genkender skønheden især i skrøbeligheden og i lidelsen.

Anden del indeholder hårde og formanende ord: ”Ve jer, som er mætte nu, for I skal sulte. Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde”. (Lukas 6,24-25). Kontrasten mellem ”salige er I” og ”Ve jer” minder os om vigtigheden af at skelne, hvad vi baserer vores sikkerhed på.

I kunstnere og kulturpersonligheder er kaldede til at være vidner om Saligprisningernes revolutionære vision. Jeres mission er ikke bare at skabe skønhed, men at afsløre sandheden, godheden og skønheden, der er skjult i historiens afkroge – at give stemme til dem, der ikke har stemme, at forvandle smerte til håb.

Vi lever i en tid med en kompleks krise, der er af både økonomisk og social art og først og fremmest er er en sindets, en betydningens krise. Vi stiller os selv spørgsmålet om tiden og kursen. Er vi pilgrimme eller er vi faret vild? Går vi med et mål eller er vi faret vild i vores flakken omkring? Kunstneren er den, der har til opgave at hjælpe menneskene med ikke at gå fejl af retningen, ikke at miste håbets horisont.

Men læg mærke til – det er ikke et let, overfladisk, håb, der ikke har fået krop. Nej! Det sande håb flettes sammen med den menneskelige eksistens´ drama. Det er ikke et bekvemt tilflugtssted, men en ild, der brænder og oplyser som Guds ord. Derfor er autentisk kunst altid et møde med mysteriet, med den skønhed, der overgår os, med den smerte, der udspørger os, med den sandhed, der kalder på os. Ellers så ve os! Herren er streng i sit kald til os.

Som digteren Gerard Manley Hopkins skriver: ”verden er fuld af Guds storhed. Den vil skinne som skæret fra guldpladen, der bevægedes”. Dette er kunstnerens mission – at opdage og afsløre denne skjulte storhed, få vores øjne og vores hjerter til at opfatte den. Samme digter hørte også i verden et ”ekko af bly” og et ”ekko af guld”. Kunstneren er følsom over for disse resonanser, og med sit værk skelner han og hjælper de andre til at skelne mellem forskellige ekkoer af det, der sker i denne verden. Og kulturens mænd og kvinder er kaldede til at vurdere disse ekkoer, til at forklare dem for os og oplyse den vej, de leder os ind på – om de er sirenesange der forfører eller kald fra vores sandeste menneskelige natur. I bliver bedt om at have visdom til at skelne det, der er som ”avner der blæses bort af vinden” fra det, der er ”som et træ der er plantet ved bækken og bærer frugt til rette tid”.  (Salmernes Bog 1,3-4).

Kære kunstnere, jeg ser i Jer vogtere af den skønhed, der forstår at bøje sig ned over verdens sår, som forstår at lytte til de fattiges, de lidendes, de såredes, de fængsledes, de forfulgtes, de flygtedes skrig. I Jer ser jeg Saligprisningernes vogtere! Vi lever i en epoke, hvor nye mure rejser sig, hvor forskelle bliver påskud for splittelse i stedet for gensidig berigelse. Men I, kulturens mænd og kvinder, er kaldede til at bygge broer, til at skabe rum for møde og dialog for at oplyse sindene og varme hjerterne.

Nogen kunne måske sige: ”Men hvad skal vi med kunst i en såret verden? Er der måske ikke ting, der er mere påtrængende, mere konkrete, mere nødvendige”? Kunst er ikke en luksus, men en åndelig nødvendighed. Den er ikke flugt, men ansvar, invitation til handling, et kald, et råb. At opdrage til skønhed betyder at opdrage til håb. Og håbet er aldrig løsrevet fra eksistensens drama: det går igennem den daglige kamp, livets møje, udfordringerne i vor tid.

 I evangeliet, vi har hørt i dag, proklamerer Jesus: salige er de fattige, de forpinte, de ydmyge, de forfulgte. Det er en omvendt logik, en revolution af perspektivet. Kunsten er kaldet til at tage del i denne revolution. Verden har brug for profetiske kunstnere, modige intellektuelle, skabere af kultur.

Lad jer lede af Saligprisningernes evangelium, og gid jeres kunst må blive forkyndelsen af en ny verden. Gid jeres poesi må vise os det! Hold aldrig op med at søge, spørge, risikere. For den sande kunst er aldrig bekvem, skønheden er ikke en utopi, jeres gave er ikke noget tilfældigt; den er et kald. Svar med generøsitet, lidenskab, kærlighed. Gid jeres poesi må vise os det! Hør aldrig op med at søge, spørge, risikere”.