”M?ske den smukkeste tekst i hans pontifikat”
Lisbeth Rütz, Vatikanstaten
”Den mest overraskende og måske også den smukkeste i hans pontifikat”. Sådan beskriver Gian Guido Vecchi i det italienske dagblad Corriere della Sera pave Frans´nye encyklika Dilexit nos (Han har elsket os), der blev offentliggjort den 24.oktober– få dage før afslutningen af synoden om synodalitet. Encyklikaen er efter Lumen Fidei (2013), Laudato sì (2015) og Fratelli tutti (2020) den fjerde fra pave Frans´ hånd og har som undertitel ”Brev om den menneskelige og den guddommelige kærlighed i Jesu Kristi Hjerte”. Den er skrevet på spansk. Paven opfordrer i skrivelsen til ikke at se ned på den enkle folkefromhed, som Jesu Hjerte kulten kan være udtryk for.
”Men den er frem for alt en tekst, der handler om hjertet i den ophøjede, teoretiske betydning, som en evne til at erkende i menneskets indre, også selv om der er en tendens til, at den devalueres eller foragtes af den dominerende kultur og nogle gange også af Kirken, ”skriver Gian Guido Vecchi videre. Han skriver, at paven før synodens afslutning ønsker at vende tilbage til det væsentlige, som ikke er strukturelle reformer eller ændringer i kanonisk ret, men måder at nærme sig troens krise på i en verden, der bliver mere og mere sekulariseret.
”Man kunne sige, at når det kommer til stykket, så er jeg mit hjerte, fordi det er det, der kendetegner mig, danner mig i min åndelige identitet og skaber fællesskab med andre personer. Algoritmen i den digitale verden viser, at vores tanker og de beslutninger, vi tager med vores vilje er meget mere ”standard” end hvad vi kunne tro. De er let forudsigelige, og man kan manipulere med dem. Sådan er det ikke med hjertet”, står det i encyklikaen.
”En nøgle til at forstå hele pave Frans´magisterium”
Ved præsentationen i Vatikanets pressecenter torsdag sagde den italienske teolog, ærkebiskop Bruno Forte af Chieti-Vasto, der arbejder i dikasteriet for troslære, at encyclikaen var “en nøgle til at forstå hele denne paves læreembede”. Ærkebiskoppen understregede, at magisteriet ikke blot drejer sig om sociallære, men om Kristus og hans kærlighed til mennesker. Skrivelsen sætter kærlighed i centrum for alt.
Michael Corre skriver i La Croix International, at paven med sin skrivelse gentager Pius XI´s og Pius XII`s kritik af en moderne verdens materialisme og overfladiskhed. Skrivelsen er den første om Jesu Hjerte siden Pius XIIs Haurietis Aquas (I skal øse af vandet) i 1956. Corre nævner, at også Pius XI i sin encyclika Miserentissimus Redemptor (Den barmhjertigste Forløser) skrev om festen for Jesu Hjerte. Pius XII skrev i Haurietis Aquas om dyrkelsen af Jesu Hjerte henvendt til ”et samfund, der er besmittet med religiøs indifferens og gennemtrængt af principperne i ateistisk materialisme og sekularisme”.
Ikke bare en antimoderne tekst
Men Dilexit nos er ikke bare en antimoderne tekst, skriver Corre og citerer Fabrice Bouthillon, fransk historiker med speciale i moderne kirkehistorie. Bouthillon nævner muligheden for, at det netop er pavens identitet som jesuit, der har inspireret til skrivelsen. Den hellige Marguerite Marie Alacoque (1647-1690) så i en række visioner fra 1673 til 1675 Jesus, som viste hende sit hjerte, der flammer af kærlighed til menneskene. Hendes skriftefar Claude de la Colombiere, var jesuit og støttede hende. Efter hendes død støttede jesuitterne Jesu Hjerte-dyrkelsen, selv om den ikke var officielt anerkendt. Efter at festen for Jesu hellige Hjerte kom ind i Kirkens officielle kalender i 1856, fik kulten til Jesu Hjerte et stort opsving gennem bevægelsen Bønnens Apostolat, der blev støttet af jesuitterne, som udgav et blad, der blev oversat til mange sprog – også dansk under navnet Jesu Hjerte Budbringer.
Men Jesu Hjerte-fromheden er ikke blot mystik – den har også en missionærisk og social betydning, skriver Matthias Altmann, redaktør på katholisch.de – website for den katolske kirke i Tyskland.
Han kalder på den ene side dilexit nos for en meget personlig tekst, der viser, hvilke kilder, paven øser af, når han taler om sin tro og sine tanker om en bedre verden. På den anden side gør paven det også tydeligt, hvad der skulle være grundlaget for al kirkelig handlen i en tid truet af konsumisme og materialisme – nemlig kærlighed.
