Stoltheden ved at v?re katolik og tilh?re et oprindeligt folk
Lisbeth Rütz – Vatikanstaten
Pave Frans blev modtaget i Det hellige Hjertes Kirke for oprindelige folk af sognepræst fader Susai Jesu OMI og to sognebørn, Candida Shepherd og Bille Perdue. Hun har været medlem af menigheden ved Det hellige Hjertes Kirke for de oprindelige folk siden midten af 90´erne. Hun siger, hun er ”stolt” over at høre til Métis -nationen i Alberta. ” På min vandring som katolik vil jeg altid være taknemmelig over, at vores fællesskab skaber en forbindelse mellem vores indfødte forfædres spiritualitet og vores dybe forbindelse med Skaberen, var hendes ord. Bill Perdue er leder af sognets økonomiudvalg. Han er vokset op i dette kvarter, er døbt i 1963 i dette sogn og har altid bedt her. Også han taler om stolthed. Han stammer fra metic-stammen og er stolt over at leve den katolske tro i et sogn, der anerkender og ærer de oprindelige folk og de irske forfædre.
En mosaik af etniske baggrunde
Det hellige Hjertes Kirkes menighed blev til som et sogn af migranter, der kom til Canada. Det blev oprettet i 1913. Italienere, portugisere, spaniere, kroater og senere etritreanere kommer her. Gennem vejledning fra fader Gary Laboucane, oblatfader fra et af de oprindelige folk, begyndte sognet at udtrykke de indfødte traditioner i den katolske kult. I 1991 blev sognet til sogn for den oprindelige befolkning i Canada. I dag er Det hellige hjertes Kirke for de oprindelige folk et temmelig sammensat fællesskab set fra et etnisk synspunkt. Det består af talrige oprindelige nationer i Canada, meticerne, inuitterne og de katolske eritreanere som for eksempel beboerne i McCauley- kvarteret i Edmonton. "Vi er blevet til som sogn for den oprindelige befolkning og byder velkommen til alle folkeslag, fordi vi alle sammen er en del af den ene livscirkel”. De to sognebørn vidner om det, som de definerer som stærk livskraft i deres sogn, der er genopstået efter to ødelæggende brande. ”Vores sogn lever sin kristne tro. Den har sit eget liturgiske liv og sin egen tjeneste ved at ære hele livscirklen”, siger han. ”Kristus er centrum for livets hellige cirkel, som vi kender i de indfødte folks lære om livshjulet”.
Tjenesten for de fattige
Omsorgen for de fattige og nødlidende er en grundlæggende værdi i dette fællesskab. Man hjælper hjemløse og trængende. Set fra denne synsvinkel drejer det sig om det mest aktive sogn i ærkebispedømmet Edmonton. ”Hver dag imødekommer vi de helt umiddelbare behov hos de hundreder af mennesker, der kommer til vores dør, fordi de leder efter et måltid mad, tøj, en kurv med fødevarer, der kan dække behovet her og nu eller simpelthen opmuntring og bøn”. Gennem disse to vidnesbyrd hører man om et netværk med andre sogne og organisationer, der styrker fællesskabsbåndene. St. Albert sognet og St. Thomas More sognet nævnes og takkes. Frelsens Hær og Comombusridderne takkes. ”Vi er fattige på penge og rige gennem den katolske tro og barmhjertighedens praksis”, siger de. De nævner tjenesten Wakes, som man kan konsultere, når man lider og ønsker bøn om udfrielse.
Pavens nærvær hjælper til befrielse fra traumer
Fra disse stemmer kommer takken til paven for at have lyttet til dem. ” Deres nærvær her i dag giver os muligheden for at mødes, forstå, blive befriet og komme ud over vores traume. I Det hellige hjertes Sogn anerkender vi, at vores kirke, der blev restaureret for nyligt, vil være et sted for genopretning og forsoning mellem de indfødte fra dette område og alle dem, der måtte have valgt at komme her nu og i fremtiden”, det er opgaven. Udtrykket forsoning omfatter også det arbejde, der gøres i sognet af kommissionen for fred og forsoning i Canada. ” Vi er fast overbeviste om, at ethvert barn er vigtigt. Og at enhver kvinde og pige er hellige”, siges det med eftertryk. ” At vores hellige Far kommer her i dag i kraft af, at han har forsvaret børnenes universelle rettigheder og fejret familiens vigtighed, det er en anerkendelse af vores overbevisning om, at ethvert barn har ret til at have forældre og bedsteforældre i deres liv, af retten til at fejre sin egen kultur - oprindelig eller ej -og at ethvert barn har ret til at have sin egen stemme”, lyder ordene fra Candida og Bill.
At opbygge et inklusivt samfund
Det fremhæves, i hvor høj grad det særlige ved dette sted er at være inklusiv over for dem, der har overlevet, hvad der skete på kostskolerne. Løftet, der i dag gentages i pave Frans´ nærvær, er at her vil man fortsætte med at bevare og revitalisere de oprindelige folks sprog, deres kunst og forskellige former for oprindelige folks musik ”ved at give stolthed videre til vores kommende generationer”. Det sker i respekt for de gamle, for vogterne af traditionerne, som de bevarer i forbundethed med Moder Jord.
Oversat fra italiensk: L´orgoglio di essere indigeni in una parocchia cattolica v. Antonella Palermo – Vatikanstaten.
