蜜桃交友

Marco Guerra – Vatikanstaten Oversættelse - Lisbeth Rütz 

“ At give impulser til familiepastoralen, at genopdage familien som resurse for hele samfundet og at reflektere over generationsbestemt sterilitet”. Vincenzo Paglia, leder af Johannes Paul II´s pavelige, teologiske institut for ægteskabs- og familievidenskaberne, udtaler sig ved åbningen af et år helliget “familien og Amoris Laetitia”. Familieåret blev udråbt af pave Frans. sidste søndag i december ved Angelusbønnen.

Pastorale initiativer i hele verden

Det særlige familieår er inspireret af den apostoliske exhortation Amoris laetitia (formaningsskrivelse efter en synode) og den kærlighed, som Den hellige Familie er et udtryk for. Det vil begynde den 19. marts – fem år efter at dette postsynodale dokument blev offentliggjort og vil slutte den 26. juni 2022 i anledning af det 10. Verdensmøde for familierne. I løbet af disse 15 måneder vil der være mange pastorale initiativer. Dikasteriet for lægfolk og for familien vil komme med forskellige redskaber til bispedømmer, sogne, universiteter, kirkelige fællesskaber og familieorganisationer. Der vil også blive organiseret internationale, akademiske symposier, og et website på flere sprog er allerede online. I brochuren, der er redigeret af dikasteriet, taler man om adskillige målsætninger - blandt andet om at gøre familierne til “hovedpersoner i familiepastoralen” og de unge til “medvidende om vigtigheden i at opdrage til kærlighedens og selvhengivelsens sandhed”.

Det vi har lært af pandemien

Denne refleksion, som vil inddrage det katolske fællesskab over hele verden, kommer ved slutningen af en global pandemi, som har understreget den uerstattelige rolle, som familieinstituttet har ved at være åben for alle mennesker og ved at give dem omsorg og trøst. Det er en lære, som monsignor Vincenzo Paglia opfordrer alle til at tage til sig.

Hvorfor gjorde man netop det år, der kommer til at afslutte pandemien, til et familieår?

Det år, som paven vil dedikere til familien, kommer netop som man håber pandemien vil slutte med vaccinens ankomst. Det er faktisk sådan, at under pandemien har familien med alle dens begrænsninger vist sig at være den mest solide virkelighed. Den har kunnet trøste og følge mange i en meget dramatisk situation. I denne forstand er der noget at lære. Pandemiens drama har lært os, at ingen kan redde sig selv, at vi alle har brug for hinanden, og at familien er udgangspunktet. Denne erfaring er med sin dramatiske karakter en lære for os. Den hjælper os til bedre at forstå, hvor dyrebar familien er både for Kirken og for samfundet.

Refleksionen over familien vil tage udgangspunkt i exhortationen Amoris laetitia. Hvad er frugterne af dette dokument?

Jeg tror, at i år kaldes vi til at gå lidt mere i dybden med de temaer, som den apostoliske exhortation foreslår. Det pavelige institut Johannes Paul II agter at komme med en undersøgelse af, hvor meget der er blevet til virkelighed i de lokale kirker. Udgangspunktet er Amoris laetitia. I disse fem år har mangfoldige initiativer i lokalkirkerne relanceret familien som det sted, hvor det kristne liv leves. Men det er ikke nok at se på, hvad der er gjort. Vi må komme med en stærkere impuls til hele familiepastoralen forstået som det sted, der skal omfavne hele det pastorale liv. Kort sagt, det man beder om er, at hele pastoralen bliver familieorienteret. Når Kirken taler om familien, taler den om sig selv.

Paven mindede om, at Guds Søn som alle andre børn ønskede at være afhængig af en familie og at familien i Nazareth er en model for alle familier i hele verden. Er Den hellige Families evangeliske ideal den grundlæggende ramme for alle kristne?

Paven understreger i Amoris Laetitia den ideale familie, som Gud har villet lige fra skabelsen. Det centrale tema er forbundet mellem mand og kvinde. Manden og kvinden både i familien, i hele samfundet og i Kirken kaldes til at vogte over skaberværket og til at tage ansvar for de kommende generationer. Desværre har dette perspektiv brug for en mere omfattende refleksion både på det pastorale og på det teologiske plan. Kort sagt – der er brug for en familiens teologi. Johannes Paul IIs institut har fremmet dette teologiske perspektiv, som kræver udvikling af en refleksion over de mangfoldige måder, familiebånd udtrykkes på - det være sig med hensyn til faderskab, moderskab, broderskab, sociale relationer, gensidigt ansvar og så videre. Alt i alt en refleksion der retter sig dels mod det teologiske, men også mod humanvidenskaberne uden selvfølgelig at glemme det moralske plan.

Familien er med dens fortrinsret til at opdrage fundamental for troens videregivelse, og den er dér, hvor man lever sammen. Den er et mødested og det sted, de positive stimuli udgår fra. Er den motoren i ethvert samfund, der arbejder sammen på det fælles bedste?

Ja, absolut. Med sin refleksion og handlen har familien en yderst dyrebar tjeneste over for samfundet. Vor samtidskultur er præget af usikkerhed.  Svækkelsen af familien hænger sammen med svækkelsen af samfundet. Et samfund, hvor familien er svag, fører til, at det “vi”, der er basis for ethvert samfund, smuldrer. Det er ikke tilfældigt, at vi i dag taler om, at sansen for fællesskab bryder sammen. Det begynder jo netop i familien og udvides så til nationen og nationernes familie. I dag hører vi tale om faderens utydelighed, om at båndene løsnes, og det hænger sammen med den kulturelle svækkelse af familiens som det sted, hvor der bygges relationer op. Dette er også et vigtigt år, der skal få de troende og også de ikke-troende til at genopdage familien som en unik og helt særlig resurse for samfundet som sådan

Paven har ofte slået ned på de ideologiske overgreb, der rammer familien. Skal dette refleksionens år på det kulturelle plan styrke familiens rolle og vigtighed?

Det var netop på grund af dette, at jeg understregede, hvordan svagheden i familiebåndene fører til en svækkelse af “vi”. Det er ikke tilfældigt, at paven for at pege på det universelle bånd mellem alle bruger termen “broder” - det er jo et udtryk, der har at gøre med familieperspektivet. Det er umuligt at forstå encyclikaen “Fratelli tutti” uden at have en dybere forståelse af den familiemæssige dimension, som termen indebærer. I denne forstand tror jeg, at det at tænke over familien betyder at tænke over menneskehedens skæbne. Også i det sprog, der er mere præget af lægmænd, taler vi om folkenes familier.

Hvilke initiativer er forudsete i bispedømmerne og sognene? Vil de troende blive kaldet til at vidne om kærligheden i familien?

Initiativerne er mange og forudser sammen med dikasteriet for lægfolket, familien og livet ikke alene et direkte engagement i at forklare nogle kapitler i dokumentet. Alle lokalkirkerne skal medreflektere over de forskellige kapitler i exhortationen. Desværre har man kun koncentreret sig om kapitel otte, der handler om spørgsmålet om kommunion til gengifte og fraskilte, og det er jo kun et aspekt af problemerne. Her er de spørgsmål, der skal reflekteres over –hvorfor er der så få unge, der gifter sig? Hvorfor er familierne så lukkede om sig selv? Hvorfor er der en generationsbestemt sterilitet – ikke bare med hensyn til at lade børn komme til verden, men også med hensyn til at give plads til håb, kultur og generøsitet? Og så er der hele temaet med den vanskelige dialog mellem generationerne og temaet med de gamle. Vi opfordrer til at overskride alle disse grænser gennem de forslag, som dikasteriet er kommet med og som enhver lokalkirke bør udvikle sammen med mænd og kvinder af god vilje.